Vindyrkningen blev indført i 1819 og udviklet betydeligt af Jean-Baptiste Pompallier, en fransk maristmissionær. Han blev sendt til Oceanien i 1837 og slog sig ned i januar 1838 for at udvikle vindyrkningen i New Zealand. De første kvalitetsvinmarker blev anlagt i Hawke's Bay-regionen i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Efter produktionsproblemer, først på grund af phylloxera og siden Første Verdenskrig, begyndte vinmarkerne igen at brede sig under Anden Verdenskrig, hvor arealet blev fordoblet.
I dag har New Zealand 10 store vinregioner fordelt på Nordøen og Sydøen, hvoraf Marlborough er den vigtigste. De fleste vinregioner i New Zealand har et maritimt klima. Landets lange, smalle form betyder, at vinmarkerne aldrig ligger mere end 120 km fra kysten, og de fleste ligger endda meget tættere på (bortset fra den halvkontinentale region Central Otago). En rygrad af bjerge gennem midten af landet beskytter de fleste af de vigtigste vinregioner mod de kraftige vestenvinde fra Det Tasmanske Hav, kendt som »Roaring Forties«. På grund af disse vinde er der kun få vinregioner på New Zealands vestkyst.
New Zealands vine har for længst bevist deres kvalitet og ry. Landet producerer nemlig nogle af verdens bedste og mest anerkendte sauvignon blanc-vine. Og det er ingen tilfældighed, at New Zealand har gjort Sauvignon blanc til sit symbol på linje med fårene, kiwierne og den legendariske haka!
