Saké Jidai Okure

Denne sake kommer fra præfekturet Okayama midt i Chūgoku-regionen og bliver til i et tempereret klima præget af varme somre og relativt milde vintre. Rismarkerne nyder godt af rent vand fra de nærliggende bjerge og frugtbare jorde, der giver kornene en jævn modning. Kombinationen af rigeligt lys og køligere nætter sidst på sæsonen giver en tæt og afbalanceret ris, der er særligt velegnet til sakeer i junmai ginjo-stil med et præcist aromatisk udtryk.

Denne sake er fremstillet efter den traditionelle yamahai-metode og bygger på en langsom gæring, der udvikler en markant syre og stor aromatisk dybde. Risen poleres omhyggeligt til ginjo-niveau og gæres derefter med udvalgt gær for at bevare profilens renhed, samtidig med at de mere vilde nuancer, der er typiske for yamahai, får plads. Fraværet af tilsat alkohol styrker junmai-karakteren og giver en ren struktur og et autentisk udtryk for risen og vandet fra Okayamas terroir.

Saken byder på noter af modent æble, pære og frisk banan, understøttet af mere komplekse strejf af ristet hasselnød, hvide svampe og søde krydderier. I munden er teksturen både fyldig og silkeblød, båret af en livlig syre, der strækker eftersmagen. Umaminuancer af dashibouillon og ristet korn træder gradvist frem og giver en varm og vedvarende fornemmelse, ideel til smagning let opvarmet.

Sakéens historie i Japan er en årtusindgammel fortælling, tæt forbundet med risdyrkningen og shintoistiske ritualer. Allerede i det 3. århundrede byggede de første risgæringer, kendt som kuchikami no sake, på, at præstinder tyggede kornene og derved frigav de enzymer, der var nødvendige for at omdanne stivelsen til sukker. Med tiden gjorde fremskridt i landbruget og bryggeteknikker fra Kina det muligt at forfine produktionen, hvilket gav ophav til metoder med parallel multipel gæring, der er unikke i verden. I Heian-perioden bliver sakéen et centralt element i kejserlige og religiøse ceremonier, et symbol på renhed og forening mellem guderne og menneskene. I Edo- og Meiji-perioderne forvandler bedre gærtyper, beherskelsen af rispolering og landsdækkende distribution sakéen til en folkelig drik, forankret i Japans hverdag og fester. Samtidig opstår andre gærede eller destillerede drikke som shōchū og awamori, født af sydlige terroirer og udenlandsk indflydelse. I dag fortsætter sakéen med at forny sig: Som en forening af tradition og modernitet afspejler den mangfoldigheden af klimaer, rissorter og regionale håndværkstraditioner og legemliggør samtidig Japans gæstfrie sjæl.