Saké Edo No Haruzake Nigori

Denne sake er fremstillet i Shizuoka-præfekturet ved foden af de japanske Sydalper og nyder godt af et tempereret klima med relativt milde vintre og fugtige somre, der er gunstige for risdyrkning. Rismarkerne får rent smeltevand fra de omkringliggende bjerge, kendt for at være meget blødt og have en lav mineralitet, hvilket er ideelt til brygning. Stillehavets maritime indflydelse giver kølige brise, der fremmer en jævn modning af kornene og bidrager til den naturlige balance i denne nigori med sin delikate, men markante karakter.

Denne Yamahai Junmai fremstilles uden tilsat alkohol efter en traditionel metode til fremstilling af startkulturen, der fremmer den naturlige udvikling af gær og mælkesyrebakterier og giver dybde og kompleksitet. Sakerisen poleres for at koncentrere stivelseskernen og gæres derefter langsomt ved lav temperatur. Ved aftapningen bevares en del af bærmen, hvilket giver den let uklare nigori-profil. Hele processen skal bevare den aromatiske rigdom og samtidig give en fyldig og harmonisk tekstur.

Saken byder på noter af kogt ris, kokosmælk og frisk yoghurt, suppleret af toner af moden banan og saftig pære. I munden er den både blød og fløjlsagtig, båret af en mælkeagtig sødme, der balanceres af en diskret syre. Mere umami-prægede nuancer af nødder og ristet korn forlænger eftersmagen og giver en omsluttende og smagfuld fornemmelse, der passer til mange forskellige retter.

Sakéens historie i Japan er en årtusindgammel fortælling, tæt forbundet med risdyrkningen og shintoistiske ritualer. Allerede i det 3. århundrede byggede de første risgæringer, kendt som kuchikami no sake, på, at præstinder tyggede kornene og derved frigav de enzymer, der var nødvendige for at omdanne stivelsen til sukker. Med tiden gjorde fremskridt i landbruget og bryggeteknikker fra Kina det muligt at forfine produktionen, hvilket gav ophav til metoder med parallel multipel gæring, der er unikke i verden. I Heian-perioden bliver sakéen et centralt element i kejserlige og religiøse ceremonier, et symbol på renhed og forening mellem guderne og menneskene. I Edo- og Meiji-perioderne forvandler bedre gærtyper, beherskelsen af rispolering og landsdækkende distribution sakéen til en folkelig drik, forankret i Japans hverdag og fester. Samtidig opstår andre gærede eller destillerede drikke som shōchū og awamori, født af sydlige terroirer og udenlandsk indflydelse. I dag fortsætter sakéen med at forny sig: Som en forening af tradition og modernitet afspejler den mangfoldigheden af klimaer, rissorter og regionale håndværkstraditioner og legemliggør samtidig Japans gæstfrie sjæl.