Veneto
Veneto er en turist- og vinregion af stor betydning i den nordøstlige del af Italien. Veneto er en smule mindre end nogle af de vigtigste vinregioner som Piemonte, Toscana, Lombardiet, Apulien og Sicilien, men målt på produktion overgår den i dag Apulien, som i lang tid var den største vinregion. Turistmæssigt er regionen velsignet med Venedig, Alperne og Dolomitterne. De mest kendte vine fra regionen er Valpolicella og Amarone blandt de røde, Soave blandt de hvide og naturligvis Prosecco, som er eksploderet på den internationale scene de seneste 10 år. De vigtigste druer er Glera til Prosecco, Garganega til Soave, Merlot, Corvina til Valpolicella og Pinot Grigio.
Underregionen: Bardolino
Bardolinos vinmarker ligger på Gardasøens østlige bred, under de alpine forbjerge, der fortsætter op i Trentino-Alto Adige. Klimaet er naturligt køligt her. Brisen fra søen og den kølige bjergluft blæser ind over regionen fra henholdsvis vest og nord. Søen udjævner også temperaturudsvingene en smule og reflekterer sollyset op på de højest beliggende vinmarker. Det hjælper frugten med at nå fuld modenhed i løbet af vækstsæsonen. Kombinationen af kølige temperaturer og sol giver Bardolino-vinene deres friske og frugtige karakter.