Saké Monad

Denne sake kommer fra præfekturet Mie midt i Japan og bliver til i omgivelser med relativt milde vintre og varme, fugtige somre, der er gunstige for risdyrkning af høj kvalitet. Rismarkerne nyder godt af den maritime indflydelse fra Ise-bugten og af rent vand fra de omkringliggende bjerge, hvilket giver gode betingelser for en jævn modning af kornene. Disse naturlige omgivelser bidrager til en ris, der er både koncentreret og afbalanceret – ideel til en præcis og udtryksfuld Junmai Ginjo.

Denne Junmai Ginjo er udelukkende lavet af sakeris, der er omhyggeligt poleret til en poleringsgrad, der er typisk for kategorien, og som fremhæver kornets renhed. Bryggevandet, der er særligt blødt og mineralfattigt, giver en kontrolleret gæring, der bevarer den aromatiske finesse. Gæringen ved lav temperatur med udvalgt gær, der fremmer det frugtige udtryk og profilens renhed, giver en sake uden tilsat alkohol med fokus på en klar smag og balancen mellem sødme og livlighed.

Saken byder på noter af grønt æble, saftig pære og hvide blomster, suppleret af nuancer af kogt ris og et subtilt strejf af citrusskal. I munden er teksturen smidig og delikat fløjlsagtig, båret af en ren friskhed, der forlænger eftersmagen. Diskrete accenter af mandelmælk og salt mineralitet giver kompleksitet og dybde og bevarer samtidig en stor drikkevenlighed og et samlet indtryk af renhed.

Sakéens historie i Japan er en årtusindgammel fortælling, tæt forbundet med risdyrkningen og shintoistiske ritualer. Allerede i det 3. århundrede byggede de første risgæringer, kendt som kuchikami no sake, på, at præstinder tyggede kornene og derved frigav de enzymer, der var nødvendige for at omdanne stivelsen til sukker. Med tiden gjorde fremskridt i landbruget og bryggeteknikker fra Kina det muligt at forfine produktionen, hvilket gav ophav til metoder med parallel multipel gæring, der er unikke i verden. I Heian-perioden bliver sakéen et centralt element i kejserlige og religiøse ceremonier, et symbol på renhed og forening mellem guderne og menneskene. I Edo- og Meiji-perioderne forvandler bedre gærtyper, beherskelsen af rispolering og landsdækkende distribution sakéen til en folkelig drik, forankret i Japans hverdag og fester. Samtidig opstår andre gærede eller destillerede drikke som shōchū og awamori, født af sydlige terroirer og udenlandsk indflydelse. I dag fortsætter sakéen med at forny sig: Som en forening af tradition og modernitet afspejler den mangfoldigheden af klimaer, rissorter og regionale håndværkstraditioner og legemliggør samtidig Japans gæstfrie sjæl.