Saké Megumi No Tomo

Denne sake kommer fra præfekturet Mie midt i Japan og bliver til i omgivelser med kølige vintre og varme, fugtige somre, der giver risen en jævn modning. Rismarkerne nyder godt af rent kildevand fra de omkringliggende bjerge – en nøglefaktor for gæringens kvalitet. Disse naturlige omgivelser mellem den maritime indflydelse fra Ise-bugten og bjergene inde i landet giver afbalancerede forhold, som fremmer tætte og ensartede riskorn, der er perfekte til en præcis og udtryksfuld Junmai Ginjo.

Denne Junmai Ginjo er lavet af kvalitetsris, der er omhyggeligt poleret (til 60 %) til en poleringsgrad, der er typisk for stilen, så kornets reneste kerne koncentreres. Gæringen foregår ved lav temperatur med udvalgt gær for at fremhæve en ren og elegant aromatisk profil, uden tilsat alkohol i overensstemmelse med betegnelsen Junmai. Bryggeren sørger for en streng kontrol af temperaturer og gæringstider for at bevare aromaernes finesse og opnå en harmonisk tekstur, før en tapning, der prioriterer friskheden.

Saken byder på noter af grønt æble, saftig pære og hvide blomster, understøttet af delikate strejf af kogt ris og lette kornnoter. I munden er teksturen smidig og silkeblød med en afbalanceret friskhed, der strækker smagene uden at tynge. En fin umamifornemmelse giver dybde, mens eftersmagen forbliver ren og klar og efterlader diskrete nuancer af stenfrugter og et samlet indtryk af præcision og balance.

Sakéens historie i Japan er en årtusindgammel fortælling, tæt forbundet med risdyrkningen og shintoistiske ritualer. Allerede i det 3. århundrede byggede de første risgæringer, kendt som kuchikami no sake, på, at præstinder tyggede kornene og derved frigav de enzymer, der var nødvendige for at omdanne stivelsen til sukker. Med tiden gjorde fremskridt i landbruget og bryggeteknikker fra Kina det muligt at forfine produktionen, hvilket gav ophav til metoder med parallel multipel gæring, der er unikke i verden. I Heian-perioden bliver sakéen et centralt element i kejserlige og religiøse ceremonier, et symbol på renhed og forening mellem guderne og menneskene. I Edo- og Meiji-perioderne forvandler bedre gærtyper, beherskelsen af rispolering og landsdækkende distribution sakéen til en folkelig drik, forankret i Japans hverdag og fester. Samtidig opstår andre gærede eller destillerede drikke som shōchū og awamori, født af sydlige terroirer og udenlandsk indflydelse. I dag fortsætter sakéen med at forny sig: Som en forening af tradition og modernitet afspejler den mangfoldigheden af klimaer, rissorter og regionale håndværkstraditioner og legemliggør samtidig Japans gæstfrie sjæl.