Saké Kinrei

Denne Junmai Ginjo-sake er fremstillet i Japan og bliver til i omgivelser, hvor rismarkerne har et kontrastfyldt klima med varme, fugtige somre og køligere vintre. Den veldrænede jord og det rigelige, rene kildevand giver ideelle betingelser for dyrkning af sakeris, så kornene modner jævnt. Disse naturlige faktorer, kombineret med en stor temperaturforskel mellem dag og nat, fremmer udviklingen af fine aromaer og en afbalanceret struktur i saken.

Denne Junmai Ginjo fremstilles af omhyggeligt poleret sakeris for at koncentrere kornets kerne i overensstemmelse med kravene til dens betegnelse. Risen vaskes, udblødes og dampes, før den podes med koji – et afgørende trin, der omdanner stivelsen til gærbart sukker. Gæringen forløber langsomt ved lav temperatur med udvalgt gær og uden tilsat alkohol for at bevare den aromatiske renhed og den delikate tekstur. Efter gæringen presses, filtreres og modnes saken, før den tappes på flaske.

Saken byder på noter af moden pære, grønt æble og hvide blomster, fremhævet af toner af kogt ris, let banan og en diskret nuance af frisk valnød. I munden er teksturen smidig og silkeblød med en afmålt rundhed, understøttet af en diskret friskhed. Smagene forbliver rene og harmoniske og strækker sig over en ren og delikat umami-eftersmag, der naturligt lægger op til måltidet og forlænger fornemmelsen af renhed.

Sakéens historie i Japan er en årtusindgammel fortælling, tæt forbundet med risdyrkningen og shintoistiske ritualer. Allerede i det 3. århundrede byggede de første risgæringer, kendt som kuchikami no sake, på, at præstinder tyggede kornene og derved frigav de enzymer, der var nødvendige for at omdanne stivelsen til sukker. Med tiden gjorde fremskridt i landbruget og bryggeteknikker fra Kina det muligt at forfine produktionen, hvilket gav ophav til metoder med parallel multipel gæring, der er unikke i verden. I Heian-perioden bliver sakéen et centralt element i kejserlige og religiøse ceremonier, et symbol på renhed og forening mellem guderne og menneskene. I Edo- og Meiji-perioderne forvandler bedre gærtyper, beherskelsen af rispolering og landsdækkende distribution sakéen til en folkelig drik, forankret i Japans hverdag og fester. Samtidig opstår andre gærede eller destillerede drikke som shōchū og awamori, født af sydlige terroirer og udenlandsk indflydelse. I dag fortsætter sakéen med at forny sig: Som en forening af tradition og modernitet afspejler den mangfoldigheden af klimaer, rissorter og regionale håndværkstraditioner og legemliggør samtidig Japans gæstfrie sjæl.