Saké Junmaishu

Sakehitosuji Junmaishu Junmai kommer fra Japan og bliver til i Okayama-præfekturet, en region kendt for sit relativt milde klima, sine kolde, men moderate vintre og sine solrige somre. Rismarkerne forsynes rigeligt med blødt kildevand med lavt mineralindhold, ideelt til sakebrygning. Den veldrænede jord og temperaturforskellene mellem dag og nat giver risen en jævn modning og tætte, stivelsesrige korn, der er perfekte til denne karakterfulde junmaishu.

Denne Junmaishu laves udelukkende af omhyggeligt poleret saketris uden tilsat destilleret alkohol i overensstemmelse med Junmai-stilen. Poleringsgraden skal koncentrere kornets stivelsesrige kerne, mens udvalgt gær styrer en langsom gæring ved lav temperatur, der bevarer den aromatiske renhed og balancen. Det lokale bløde vand spiller en central rolle for den endelige tekstur og giver smidighed og præcision. Efter gæring og presning modnes saken før aftapning for at harmonisere struktur og aromatisk udtryk.

Denne sake byder på noter af kogt ris, ristet korn og diskrete nødder, suppleret af strejf af modne æbler, saftig pære og hvide blomster. I munden er teksturen både smidig og silkeblød, understøttet af en afmålt friskhed, der forlænger eftersmagen. Umami-nuancer af svampe og delikat bouillon giver dybde og kompleksitet og en harmonisk, lækker og præcis profil, der er lige så god alene som til maden.

Sakéens historie i Japan er en årtusindgammel fortælling, tæt forbundet med risdyrkningen og shintoistiske ritualer. Allerede i det 3. århundrede byggede de første risgæringer, kendt som kuchikami no sake, på, at præstinder tyggede kornene og derved frigav de enzymer, der var nødvendige for at omdanne stivelsen til sukker. Med tiden gjorde fremskridt i landbruget og bryggeteknikker fra Kina det muligt at forfine produktionen, hvilket gav ophav til metoder med parallel multipel gæring, der er unikke i verden. I Heian-perioden bliver sakéen et centralt element i kejserlige og religiøse ceremonier, et symbol på renhed og forening mellem guderne og menneskene. I Edo- og Meiji-perioderne forvandler bedre gærtyper, beherskelsen af rispolering og landsdækkende distribution sakéen til en folkelig drik, forankret i Japans hverdag og fester. Samtidig opstår andre gærede eller destillerede drikke som shōchū og awamori, født af sydlige terroirer og udenlandsk indflydelse. I dag fortsætter sakéen med at forny sig: Som en forening af tradition og modernitet afspejler den mangfoldigheden af klimaer, rissorter og regionale håndværkstraditioner og legemliggør samtidig Japans gæstfrie sjæl.